22._Rejsebrev – Fra Nuku-Hiva til Kauehi

Kære alle.
Påsken er nu overstået og vi er løbet tør for æg. Der har ikke været æg at få i længere tid på Marquesas øerne, ligesom det kun kortvarigt er muligt at købe grøntsager. Træerne bugner med frugt mango, pamplemousse(pomelo), papaja, lime, så i butikken bliver det ikke solgt. Vi købte frugt og grønt ved en lokal.
Så skete det, der ikke måtte ske. Merete blev ramt af et spilhåndtag på halsen. Hun skulle rykke storskødet op på skødebroen men der var for meget tryk på storsejlet og håndtaget smuttede fra hende og piskede rundt med stor kraft. Merete blev ramt på armen og på halsen, før hun nåede at kaste sig bagover. Stemmen forsvandt, så jeg var klar over, at hun var hævet i struben, ikke godt. Vi havde forladt ankerbugten Taiohae på Nuku Hiva en time forinden på vej mod Daniels Bay. Vi vendte hurtigt om og returnerede til Taiohae, hvor vi vidste, at der var et infirmeri. Vi ringede til infirmeriet og fik fat i en sygeplejerske og forklarede situationen, så var vi klar over, at der var nogen på vagt, hvilket var betryggende. Merete havde ikke besvær med at få vejret, og da vi kom tilbage til Taiohae var hun også i stand til at komme over i gummibåden og klatre op på kajen og gå de 500m op til infirmeriet. Det viste sig at være et mindre hospital med flere læger på vagt. De havde 2 år forinden fået en ct-scanner. Merete fik en superfin behandling. Hun blev scannet for at vurdere hævelsen i halsen. Det ene stemmebånd var hævet. Hun blev indlagt til observation natten over. Meretes tilstand blev bedre og hun blev udskrevet dagen efter.

Efter yderligere en dag sejlede vi afsted igen. Nu endnu mere ydmyg og påpasselige overfor hvad der kan ske på en båd, og taknemmelige for, at Merete ikke kom værre til skade, og for at vi ikke var længere væk fra hjælp. Det havde regnet rigtig meget dagen før og vandet væltede ned i kaskader fra klipperne et flot syn. I Daniels Bay var havvandet brunt af jord og der flød kokosnødder og grene rundt. Jeppe undlod at hoppe i for at skrabe bunden, hvilket han ellers gør, når lejlighed byder sig. Der vokser en hel zoologisk have af rurer, alger og små krokodiller dernede og det sænker selvfølgelig farten. I bugter med mange både bader vi ikke, ligesom man heller ikke ville bade i en havn. Der var således gået nogle dage uden afskrabning. Vi nåede ikke det store vandfald ved Daniels Bay. En strabadserende gåtur på 4-5 timer var ikke lige noget, vi havde brug for ovenpå de foregående dages oplevelser, men allervigtigst var, at der de næste dage var et fint vejrvindue til den 4 dage lange sejlads ned til atollerne.
Passagen fra Nuku Hiva til Kauehi atol var den første længere sejltur for Meretes vedkommende. Hun klarede det meget fint med madlavning, skiftende vagter og ingen søsyge på trods af, at nattesøvnen ikke var den bedste. Det sidste døgn med frisk vind foran for tværs gav en del vippen og skvæt af vand ind i cockpittet. Vi har ellers været begunstiget med vind ind bagfra. Samtidig skulle vi helst ikke sejle hurtigere end 4 knob, da vi ikke ville sejle mellem atollerne i buldermørke. Vi skulle gennem passet ved slackwater (tidspunktet mellem høj- og lavvande). Vi nåede atollen ved 10-tiden. Vi havde beregnet slackwater til kl 12.30. Vi sejlede frem og tilbage en times tid. Kl 11forsøgte vi. Meget spændte sejlede vi op mod passet. Der mødte os nogle store strømhvirvler foran passet og længere fremme, så vi stående bølger (the tidal bore). Jeppe var klar til at vende om. Strømmen blev dog ikke værre end 3 knob imod, og vi kunne passere uden problemer. Vi havde klaret den første atolpassage. Det blev fejret med lækker mad og champus fra Rungsted. Vi ligger nu i den skønneste lagune med klart vand og mange fisk. 7 små “hajer” er flyttet ind under båden, hvilket gør rengøring af bunden ekstra spændende.

En lille landsby med ca 200 beboere bebor øen. En fin ret stor kirke og flere altre i byen vidner om en vis religiøsitet. En fin skole. To magasiner, samt infirmeri. Husene er noget af det fattigste, vi har set. Væggene har huller og bliktagene er fastgjort med reb og store sten. Der står kokospalmer overalt. Beboerne lever af kopra (tørret kokos). Den sidste perlefarm er lukket for et par år siden, der har tidligere været over 50.

Mette er i sit es med snorkling og filmer under vandet med Pers go pro kamera.
Kærlige hilsner fra alle på RR