Kære alle.
Nu er Rie og Gøran ankommet til Bali og skal følges med os de næste to måneder. Jeg må sige at det er dejligt at se de to kære mennesker- og skønt at høre nyt hjemmefra. Rie har været på Bali for 35 år siden og har haft store forventninger til gensynet. Jeg tror nok jeg kan sige, at vores oplevelser af øen har kunnet leve op til alles forventninger. Tine har sikkert også fået nogle helt særlige oplevelser med hjem i bagagen. Grunden til dette er I Wayan en lokal guide. Han lever af, at shanghaje turister downtown Denpasar, hvor han går rundt på gaden foran museet og spotter turister, henvender sig med tilbud om ture. Han startede sin karriere for 30 år siden med salg af souvenirs, men fandt hurtigt ud af, at det var transport, turisterne efterspurgte.
Det er umuligt at komme rundt på Bali på egen hånd. Offentlig transport eksisterer ikke og trafikken i Denpasar er håbløs at bevæge sig rundt i for en turist. Denpasar er et mønstereksempel på hvad der sker, når man ikke fra central hånd passer infrastrukturen. Alene som fodgænger bevæger man sig rundt med livet i hænderne. Ved de få lysregulerede kryds er der grønt i 18 sek for fodgængere og scooterne holder ikke tilbage! Vi mødte altså tilfældigt I Wayan på hans “kontor”, fortovet udenfor museet. Han tilbyder ture til en femtedel af prisen i forhold til de guider rejseselskaberne bruger. Han synes også turisterne skal se lidt mere af det lokale Bali og er god til at fortælle om balinesiske traditioner. Bl a navngivning; den førstefødte dreng kaldes I Wayan, den næste I Made, nummer 4 navngives I Ketuk. Piger hedder Ni i stedet for I.
Det mest spændende han viste os var I Made Subandis ligfærd. I Made Subandi var musiker og havde en skole, hvor han underviste i traditionel dans og musik. Han var død en uge før i forbindelse med en badmintonkamp, hvor han pludselig falder om. Jeg tænker, at han har fået en blodprop ved hjertet, men det er kun et gæt. I har givet vis set diverse Facebookopslag med sang, dans og musik, for det var en sand fest, hvor hele landsbyen deltog. Alle skulle være glade for at sende afdødes sjæl godt afsted. Liget blev brændt i en stor rød løve, forinden båret gennem landsbyen.
Tre dage var vi på udflugt med I Wayan. Han viste os en ceremoni i hans lokale tempel, hvor de ofrede til ære for dyrene. Dvs de mennesker som har dyr kan bringe frugt til templet som offergaver. Her kan man bede og blive velsignet med helligt vand. Det varer hele dagen og afsluttes med musik og dans. Når det hele er overstået tager man maden med sig hjem. Også et bryllup kunne vi overvære. Dvs bryllupsceremonien foregik dagen efter og var kun for indbudte. Det vi så var brudens ankomst til gommens hjem, hvor hun efter gammel tradition skulle bo. Parret var af høj kaste og derfor stod landsbyens mænd klar til at bære brudeparret i bærestole fra mødestedet til huset. Vi fulgte trop og fik set hvordan der blev brændt røgelsespinde af foran huset, det var en fin ceremoni. Dette brudepar arbejdede i Jakarta og skulle tilbage til Java efter brylluppet.
Bali må siges at være et land, der holder af ceremonier og traditioner.
Gøran har været nede at ligge med feber og dårlig mave, den er hård specielt pga varmen og den høje luftfugtighed. Vi forsøger at finde ud af, hvordan vi bedst kan trives med disse forhold. Vi kan desværre ikke bare hoppe i vandet, da denne ankerbugt har ulækkert vand. Det betyder også at vi ikke kan lave vand i watermakeren, så vi skal samtidig spare på vandet. Der er bevilget et bad på dækket om aftenen til alle og vaskeklud til nødafkøling i løbet af dagen. Tøjet lader vi så vidt muligt være med at bruge. Gøran blev nok lidt overrasket da skipperinden modtog ham i “fransk kostume” ved ankomst til båden. Siden har vi stort set ikke set Gøran i andet end underbukser.
I aften skal Tine hjem 🙁 Vi andre sejler videre i morgen, hvor nye eventyr venter.
Kærlige hilsner Kirsten
