29. Rejsebrev – Yasawa øerne

Kære alle.
Den begsorte nat har lagt sig over os. Vi savner de lyse nætter. Til gengæld har vi den flotteste stjernehimmel. Der er ikke meget lysforurening her på Fiji’s Yasawa-øer. Vi ligger i en bugt kaldet Blue Lagoon. Formentlig er det et turiststunt fra det nærliggende resort. Her er en meget smuk sandstrand med palmer, men korallerne her i bugten har det ikke godt, de fleste er døde dækket af et gråhvidt lag. Vi sad lidt skuffede efter en snorklerne i gummibåden, da en guide på en båd fuld af turister fra det nærliggende resort vinkede os hen til et sted, hvor der var mange fisk. Det viste sig, at de fodrede fiskene. Jeppe og Per sprang i efter, at vi havde fortøjet båden ved en bøje. Og jeg skal love for, at der kom mange sultne små fisk hen til dem. En stor stime nærgående sergent major fisk nærmest kastede sig over Per, og han kom væk i en fart. Han syntes, at han kunne mærke fisk i badebukserne! 

Yasawa-øerne ligger nordvest for den store ø i Fiji øgruppen (Viti Levi) er ikke ligefrem overrendt af turister. Der ligger en del mindre resorts og backpackersteder langs kysterne. Der er ingen veje. Man kommer hertil med færge, helikopter eller lystbåd. Vi følte os nærmest som opdagelsesrejsende, da vi besøgte Somosomobugten med landsbyen Somosomo. Da vi havde lagt anker, fik vi lyst til at strække benene og tog gummibåden ind til stranden. Der var landsbyen med ca 70 huse og en masse børn kom farende for at hjælpe med at trække båden på land. En kvinde tog imod os og bad os følge med til høvdingen. Han skulle have en gave (sevusevu), men 20 fiji$ kunne også klare det. Efter besøg hos høvdingen ville vi få lov at gå rundt i byen. Vi blev budt indenfor i et blikskur med måtter på gulvet, der sad vi så i skrædderstilling og talte med høvdingen og hans kone, som oversatte. Ofte bliver gæsten budt på kava ved sådan en lejlighed, men ikke her, fik vi forklaret, det var ikke en del af kulturen. Kava er en lokal alkoholisk drik lavet af kavarod ikke at forveksle med den spanske cava. Bagefter havde byens fruer sat sig til rette udenfor med alskens plastiksmykker og souvenirs på tæpper. Nu slap vi jo ikke for også at bruge nogle fijipenge der, selvom det var noget værre bras de solgte.

Alle folk i byen var flinke og hilste “bula” og spurgte, hvor vi kom fra. Dagen efter ville vi gerne gå en tur op i bakkerne bag byen. Vi smurte madpakker og påførte myggebalsam. Vi blev endnu engang mødt af børn, som ville hjælpe. En stor pige (og to mindre søskende) ville gerne vise os vej til bakkerne. Hun viste os en sti ud af byen. “Om det var stien op i bakkerne? ““Ja, ja.“ Det viste sig, stien ud af byen gik til en nærliggende landsby, hvor der var en skole. Her skulle vi også mødes med høvdingen, hvis vi ville besøge landsbyen. Det betakkede vi os for, vi ville gerne op i bakkerne. Det var dog lidt svært, mente pigen, vi skulle bruge en machete, fordi stien var tilgroet. Vi gik tilbage igen og de to mindre børn sprang omkring os på deres bare fødder og var bare søde. Den store pige fik forklaret os, at hun forventede en betaling på 20 fiji$ for ulejligheden. Da vi satte os på stranden for spise, flokkedes børnene om os igen, så madpakken blev gemt til båden. Alt i alt blev det et halvdyrt besøg i den landsby, hvor det nok i virkeligheden var os, der var attraktionen. Senere kom besætningen fra en anden lystbåd forbi i gummibåd og sagde, at der var arrangeret en kulturel ting med kavadrikning på stranden om aftenen. Det kostede den nette sum af 175 fiji$ at deltage pr båd. Det syntes vi ikke vores budget kunne klare. 
Hvem vil ikke gerne svømme med mantarays, disse kæmperokker, der adstadigt flyver i vandet. Vi havde læst om Mantaray Alley, et sund mellem to af øerne her i Yasawa-øgruppen, hvor der skulle være mantarays. Vi ankrede op i en bugt lige syd for sundet. Næste formiddag tog vi gummibåden hen til sundet og bandt os fast til en bøje. Der lå allerede et par turistjoller og sejlede rundt. Desværre ingen mantarays. Til gengæld var der det flotteste koralrev, vi endnu har set. Der blev snorklet og filmet.

På tilbagevejen mod Viti Levi og Vuda Marina tog vi ind til Mantaray Alley igen, og denne gang var der bid. Per spottede en stor mantaray. Det var der også tre andre turistbåde, der gjorde, og snart var der 20 mennesker i vandet. Den stakkels mantaray blev nærmest fanget i flokken af mennesker og både. Per og Jeppe fik film i kassen, som I nok vil kunne se på Facebook. Jeg synes nu det er synd for dyrene og nyder meget mere at snorkle på koralrev. 

Her på Fiji er der ganske få havne. Vi har ligget i den ene, Vuda Marina. Det er ren luksus at komme i havn, hvor der er ubegrænset vand og el tilgængeligt. Normalt bruger vi kun el, når batterierne er fuldt opladet, dvs om formiddagen, hvor solen kan lade batterierne op. Vand laver vi selv, men det er begrænset, hvor meget vi kan lave. Nu kunne vi støvsuge og bruge vand ad libitum, så vi fik gjort grundigt rent og vasket tæpperne i båden, nej hvor var det lækkert. Jeppe fik lavet en aftale om optagning af båden fra 3/7- 7/7. Bunden trænger til en ordentlig omgang, motoren skal efterses med skift af impeller mm. Der ligger en hyggelig restaurant på havnen, som vi besøgte en aften, hvor en af sejlerne havde arrangeret karaoke. Mette sang på skønneste vis duet med Josh, som havde stået for arrangementet. Josh’ mor sang dancing queen. En lille gut som hed Conner sang også flere sange. Ja, han var næsten ikke til at stoppe. Næste dag mødte vi fru Josh i supermarkedet og Jeppe hilste “Hello, dancing queen” med vanlig charme, og fik et dask af fruen. Jeppe var en morgen så heldig at vinde en kop kaffe på caféen, da han var den hurtigste til at svare på i hvilken by, den spanske trappe er. Det er en konkurrence havnen laver over VHFradioen. Vi, besætningen blev inviteret på kaffe og croissant.
Nu slut for denne gang.
De kærligste hilsner
Kirsten