Kære alle.
Håber I har det rigtig julegodt derhjemme. Vi forsøger at fremtvinge den gode julestemning med “Kaptajn Bimses Jul” og “Iqbal Farouk og hele julesvineriet” samt en daglig overraskelse i julekurven.
Det gik også meget godt indtil Jeppe kom til at svare på en forespørgsel vedr salg af båd i Europa på Amel forum på Facebook. Det førte til en henvendelse fra Dave Ritten i New Zealand. Han havde længe kigget efter Amel-både og ville gerne kigge på vores, hvis vi ville sælge båden allerede i Malaysia. Han ankom til Langkawi et par dage efter os med sin kone. Den sidste uge er gået med fotografering, surveyor, bådoptagning. Masser af tanker fra begge parter om hvordan et salg kunne komme i stand.
Bottom line de vil gerne købe båden og vi vil gerne sælge. Jeppe og jeg har haft en fantastisk tur so far med gode mennesker om bord. Vi står overfor en kompliceret del af rejsen enten syd om Afrika eller gennem Suez-kanalen og er nok blevet mætte af sejlads og rejseri. Nu med tanken om at skulle hjem melder savnet af familien sig også, og jeg kan næsten ikke vente til d 31/12.
Og hvad så med vores herlige gaster. Rie og Gøran har meget tålmodigt hørt på vores genvordigheder og har gjort Langkawi på scooter, når vi har skulle fremvise båden. Vi vil nu tage sammen på ø-hop i Thailand på den mere turistede facon. Vi har sammen med Rie og Gøran haft en begivenhedsrig og helt igennem skøn rejse i Indonesien og Malaysia. Sejlmæssigt har det været stille og roligt langt det meste af tiden og vi har haft tid til at se os omkring de steder, vi har været.
Jeg tror dog ikke, at Rie og Gøran vil savne varmen i båden om natten ( vi bruger ikke aircondition ), heller ikke tordenvejr på havet. Jeg tror nok, vi er enige om, at vi har været på eventyr. Vi har ikke på forhånd vist, hvad der ventede og har skulle tage imod de oplevelser, der har budt sig, og det har altid været spændende. Nu må vi skuffe Lisbeth og Peter, der skulle have været med på turen fra Thailand til Maldiverne. Jeg håber og tror, at de vil finde alternativer til den del af deres tur i Asien.
Nye eventyr venter i Thailand. En rejse er slut, vi nåede ikke hele vejen rundt men kom dog et pænt stykke.
De kærligste hilsner Kirsten
Anne Mette Tørsleff Larsen skriver
Kære jer ♥️ det har været en stor fornøjelse at følge jer ” næsten rundt” , meget fine billeder, og vi (jeg) har lært meget om de fjerne destinationer .
Hvor jeg forstår jeres længsel efter det hjemlige , jeg kunne kun være væk 5 måneder af gangen godt gået . Vi glæder os til at se jer og ønsker jer en rigtig glædelig (varm) jul og et godt spændende nytår kærlig hilsen Torben og Anne Mette
Kirsten Halmø Kristensen skriver
Kære AnneMette og Torben
Ja nu glæder vi os til at se jer alle igen ( også Torben). Det har været lang tid at være væk hjemmefra og vores børnebørn bliver hurtigt store. Men hvornår i livet er det passende at rejse ud? I ønskes en glædelig jul og godt nytår, hvor vi skal ses. Kærlig hilsen Kirsten
Peter Meldahl Pedersen skriver
Kære alle,
Som de siger i Norge: det er ingen skam at snu!
Det har været meget inspirerende at høre om jeres Odyssé.
Jeg kan godt forstå, hvis I er ved at få hjemve.
Jeg håber, I får et godt salg af båden (så både sælger og køber er tilfredse)
Kan I have en god jul og et godt nytår!
Peter
Jeppe skriver
Hej Peter
Vi føler ingen skam og er glade for at få solgt båden til den rigtige pris endda her i Thailand før udgifter til transport og/eller sejlads igennem Rødehavet og Suez. Køber er også glad for han køber alt udstyr med.
Det er ikke hver dag, der er en så flot AMEL til salg herude, hvor solens stråler, fugten og saltvandet er hård ved bådene. RR har jo ligger i Nordeuropa næsten hele sin tid.
Ohøj.
Elisabeth Ammitzbøll skriver
Kære Jer.
Vi har nydt Jeres skildringer og de har været så farverige og med gode fortællinger. Mark og jeg er jo ikke så stærke søulke , som I er, og vi ville aldrig have turdet sådan en rejse. Det er utroligt , hvad I har oplevet og nået.
Der bliver jo masser af rejse / sejler muligheder igen.
Held og lykke med salget og spændende, at Ruhmp Runner nu skal sejle helt modsat Vallensbæk.
Vi glæder os , til at se Jer igen.
bh Elisabeth og Mark
Kirsten Halmø Kristensen skriver
Kære Elisabeth og Mark
Ja der venter andre og dejlige sejlture i danske og svenske farvande ( når vi får købt en passende båd). Jeg håber I har haft nogle gode ture i Kisser. Det har været spændende at prøve kræfter med oceansejlads som er noget ganske andet. Vi har følt os godt tilpas i Rhumb Runner og er sikre på at hun nok skal give næste hold ejere nogle gode oplevelser her i Sydøst Asien. Vi ses i Vallensbæk. Kærlig hilsen Kirsten
Jacqueline Acda skriver
Kære jer.
Sikke en overraskelse at læse om jeres salg af båden. Som bådejer som jeg også er, kan jeg godt sætte mig ind i at det ikke er helt så nemt at sælge sin kæreste eje. Men omvendt kan jeg sagtens sætte mig ind i, at i har fået nok. Helt sikkert i forhold til den aktuelle situation ved Afrikas kyst. Derudover trækker børnene og børnebørn også i en. Det bliver skønt at se dem igen.
Men ellers synes jeg I har klaret jer mesterligt. Sikke en fantastisk tur i har været på og 1000 tak for de flotte beretninger og smukke billeder. Det var en fornøjelse.
Glædelig Jul til jer og god tur hjem.
Kh fra Jacqueline.
Kirsten Halmø Kristensen skriver
Kære Jacqueline
Tak for hilsen. Ja, nu har vi været på rejse i mange måneder og det har været helt fantastisk. Vi er taknemmelige for, at det kunne lade sig gøre og vi føler os heldige, at det er gået godt så længe.
Vi glæder os til at se familien i Danmark. Du og din familie ønskes rigtig glædelig jul. Kærlig hilsen Kirsten