Kære alle.
Et dejligt besøg af Lise Mikkel og Johan er slut. Vi rejste lidt rundt på Gran Canaria og Tenerife. Der blev leget babysæl, morsæl, farsæl, mostersæl ja selv mormor var sæl en gang imellem. Og inde i mors mave var der sandelig også to små sæler. Morfar var Trex.
Vi legede bil på Tenerife mens Jeppe forsøgte at skifte en lader som var kaput. Det lykkedes næsten. Den lader vist ok men fejlmelder til sidst. Karsten fra Becalm kunne desværre heller ikke finde løsning på problemet så vi lever med det. Vi andre fik set en del af Tenerife, el Teide, Puerto Cruz. Vi lå i havn i Santa Cruz som er hovedstaden og san miguel, en lille ferieby på den sydlige del af Tenerife. Vi sejlede tilbage til Gran Canaria lå for anker ved Anfi del mar. Et ferie resort med masser af danske turister skøn badestrand og ankerbugt. Senere besøgte vi Puerto Mogán. Også en skøn ferieby med hundredevis af restauranter. Desværre var vandet ved stranden ikke lækkert og der var en umiskendelig odør ved kanalens udløb. Nu ligger vi i Pasito Blanco på den sydlige del af Gran Canaria.
Efter den lille families afrejse lejede vi bil og gik igang med indkøb. Vi er blevet ret glade for det langtidsholdbare rugbrød og har kørt det halve af øen rundt og støvsuget Sparbutikkerne for rugbrød indtil vi kom til Lidl i Maspalomas hvor de havde masser. Desuden har vi fyldt båden op med ris, pasta, dåsegrønt, mel havregryn chokolade og mayo. Vi har til gode at købe fersk kød og grønt. Desuden har vi købt stof til hynderne i cockpittet, de er lidt klistrede at sidde på når det er varmt. Vi har også fået set det centrale af Gran Canaria, Roque Nuble. Meget smukt og hyggelige landsbyer. Øen er tæt beboet på den nordlige del og meget grøn. Her på den sydlige del ligger feriebyerne som perler på snor. Vi har snorklet ved Amadores Beach. Der lå 64 restauranter langs stranden og vi landede på en restaurant hvor ejeren talte dansk og sang “vi er ikke som de andre” og “hjem til Århus”. Han havde angiveligt boet i Århus i 25 år og havde haft en café. Nu lavede han pizza og smoothie og det gjorde han ikke særlig godt så Århus går ikke glip af noget fra den kant. Nu glæder vi os til at få besøg af Henrik og Sabina som lander i dag.
Knus Kirsten