34. Rejsebrev – Fra Australien til Indonesien

Kære alle.
Støv, støv, støv. De fantastisk flotte solnedgange har sin forklaring. Atmosfæren over Australien er fuld af støv fra de mange bushafbrændinger. Der foretages forebyggende afbrænding af underskov rundt omkring i naturen i håbet om at undgå de helt store naturbrande. Vi må finde os i et lag af kulstøv på båden som givet vis kommer fra disse afbrændinger.

Nu forlader vi Darwin og Australien har bestemt ikke skuffet. Darwin og omegn kan byde på spændende museer, naturoplevelser og dygtige guider, der alle kender historien om de særlige sorte frugter, der indeholder c-vitamin sv til 20-100 appelsiner afhængig af hvem du spørger. Mick har heller ikke skuffet. Hans aluvirksomhed har leveret to reparerede stager en dag før lovet! Også den ekstra vindmåler er nået frem. I Cullen Bay har vi mødt Cetacea og Pippin, som vi har aftalt at mødes med i Indonesien. Cetacea sejler ud samme dag som os. Det er rart at have nogle at følges med over længere stræk og sparre med i forhold til anskaffelse af visa, indklarering. Cetacea har hørt godt om Dewi som kan ordne vores visa og Mathew som kan hjælpe os med indklarering af båden når vi kommer til Kupang. Dewi vil gerne hjælpe os for den nette sum af 200$ pr visum, en lidt anden pris end hvis man skaffer det fra ambassaden, men det er en jungle at gøre det gennem internettet og det er den eneste anden mulighed vi har. Et turistvisum til 30 dage kan man få ved ankomst, men vi ønsker 60 dage med mulighed for forlængelse. Det viser sig at overførsel af pengene fra vores bank til Dewis bankkonto i Indonesien ikke bare går som smurt og Jeppe må ringe til bankens kundeservice flere gange før det lykkes. 

Vi kontakter Border Force fem dage før vi ønsker at udklarere. De møde op 4 mand i skudsikre veste med pistoler i bæltet. Spørger om vi har våben ombord, nej det har vi ikke. De to går ned i kahytten for at tjekke, jeg bliver bedt om at forføje mig til cockpittet. Ikke en gang trappen må jeg sidde på. Vi finder det en kende utrygt, at de sådan roder rundt dernede uden opsyn. Da Jeppe nævner dette for officeren i cockpittet og siger vi gerne vil sikre os, at de lukker luger mv korrekt, bliver vi mødt med et argument om, at det er af sikkerhedsmæssige årsager. Hvis de skulle finde noget ulovligt ved de jo ikke, hvordan vi vil reagere. Måske forestiller de sig, at jeg vil fare i struben på en af dem som en arrig terrier. De kigger alting grundigt igennem, selv i motorrummet kravler de ned. De finder intet ulovligt og giver sig tid til at roser vores strikkerier og de flotte tegninger på skottet, som Mette har lavet. Således formildet drager vi afsted. Der er lovet stille vinde og vi glæder os til en rolig sejlads. Om aftenen vil Jeppe lade batterierne og tænder generatoren. Ak og ve den laver ikke strøm! Ned at kigge i manualer. Måske er det et relæ? Og ganske rigtigt vores ven fra Border Force har rodet rundt i motorrummet og er kommet til at trykke på en knap bag på generatoren. Py ha, så holder den lidt endnu.

Nu fremme i Kupang. Turen hertil har været meget fin. Rolig sejlads. Vi har brugt vores nye stager og selv balooneren har været oppe. Det sker kun under særdeles rolige vindforhold. Vi ankom kl 10 formiddag, Cetacea kom et par timer senere. Vi har haft besøg af karantæne folkene og vi har hilst på vores mand, Mathew, i Kupang. Han har været hos immigrations med vores pas, som vi har fået stemplet og visum til 60 dage. Customs kunne ikke komme i dag, men i morgen, håber vi på. Vi ligger for anker ud for storbyen, hvor der bor knap 500.000 mennesker. Har ligger vi blandt de mange hvide fiskerbåde, som alle er velholdte, slanke skibe med flot svungen stævn. Lyde fra storbyen når os, der er melodisk messen fra minareter blandet med sirener fra udrykningskøretøjer. Desværre er der ingen havnefaciliteter. Vi må trække gummibåden op på stranden, når vi skal i land. 
Vi glæder os til at se nærmere til Indonesien.
Kærlig hilsen Kirsten