Kære alle
Jeg håber, I har det godt alle sammen. For et år siden havde vi en dejlig weekend i Rødvig, hvor alle fars afkom var samlet. Et par skønne dage med snak på kryds og tværs. I år bliver den årlige weekendtur uden Jeppes og min deltagelse, hvilket kan puste lidt til hjemveen. Jeg håber, at I har haft en god tur til Bisserup kro. Her på RR går livet sin vante gang. Der sejles, vi ankommer til en ny ø. Der ankres, købes ind, snorkles, gås ture. Alt i alt en ret skøn tilværelse. Merete har dog måtte kaste håndklædet i ringen overfor hjemveen. Barnebarnet, lille Jenny, trækker for meget, og Merete har besluttet at stå af på Bora Bora. Per fortsætter turen med os til Fiji.
Moorea er ligesom de fleste af de andre øer i øgruppen Selskabsøerne på vej til at blive til en atol. Der er en vulkanø i midten af et ringrev bestående af koraller. Om et par hundrede tusinde år vil vulkanøen i midten være sunket i havet og tilbage står så koralrevet og dermed har vi en atol. På Moorea lå vi i Opunohu Bay. Her tog vi gummibåden til et snorkleområde inden for revet hvor pigrokker og revhajer blev fodret af turistguider. Her kunne vi ligefrem klappe pigrokkerne. Man skal blot passe på ikke at røre halen, hvor der sidder en giftig pig. Hajerne er ikke farlige, men de kommer helt tæt på. Jeg synes, de var meget nærgående og måtte søge ly i gummibåden. De andre var mere modige og Merete og Jeppe klappede begge to en rokke. Vi forstod, at den føltes blød og glat og ikke slimet. På tilbagevejen stoppede vi ved et sted, hvor man havde smidt nogle tiki’er ud i vandet. Efter sigende var det nogle missionære, der havde fået befolkningen til at gøre dette. Tiki’erne lå lidt spredt på sandbunden. Nogle af dem delvist dækket af koraller. Dagen efter tog vi gummibåden uden for revet på et sted, hvor havskildpadder ofte kommer for at få renset skjoldet af fisk, der spiser af begroningen. Her var der lagt en bøje, vi kunne fortøje ved. Vi så da også et par skildpadder i overfladen, men de svømmede væk, og da det blæste op måtte vi også væk.
Næste morgen sejlede vi ind i Cooks Bay. Her var der lidt mere bebyggelse og vi håbede at kunne få fyldt op med gas og benzin. Desværre kunne vi ikke få påfyldt gas. Jeppe og Per måtte lægge hovederne i blød, for vores gas slanger passer kun til en camping gasflaske. Hidtil er det lykkedes os at få disse flasker fyldt op, men det forlyder at det ikke er muligt på de øer vi skal besøge her i Fransk Polynesien. Med os hjemmefra har vi en stor gasflaske til gasgrill. Nu har Jeppe og Per købt noget grej (en reduktionsventil) således at denne flaske kan tilsluttes vores system., hvis det kniber med få gassen til at slå til. Vi håber at kunne få fyldt gas på vores campingflasker på Niue.
Vi sejlede fra Moorea sen aften og ankom til Huahine næste morgen. Ud for hovedbyen Fare var lagt 9 bøjer, som man kunne fortøje ved. Disse var desværre optaget og vi måtte ankre på en anvist ankerplads. Her var der megen strøm og vind. Strømmen gik den ene vej og vinden blæste os den anden vej. Ankeret kunne ikke holde. Vi prøvede et andet sted men det var også galt. Vi måtte forlade ankerpladsen og sejlede til en bugt bag en lille ø. En smuk palmestrand og det flotteste turkise vand ud mod revet. Her lå to andre sejlere. Der var også lagt 3 bøjer ud. Den ene var optaget af den ene af sejlerne, den anden bøje lå på lavt vand og den tredje bøje blev vi frarådet at bruge af den ene af sejlerne, fordi den var ødelagt og kun nødtørftigt repareret med en tynd line. Vi kastede derfor vores anker på et område med sand. Bedst som vi lå og nød livet og følte os heldige kom en mand roende i kajak og på lang afstand anråbte os og påstod, at vi ikke måtte ankre der, men skulle bruge bøjerne. Han tog billeder af båden og truede med store bøder. Det var ret ubehageligt. Vi havde ikke helt styr på reglerne det pågældende sted og kunne ikke begynde en diskussion om bøjernes kvalitet. Det var efterhånden sent på dagen, så vi havde ikke megen lyst til at sejle til endnu en ankerplads. Vi forsøgte derfor at fange den ødelagte bøje. Snoren var ganske kort og Per kunne ikke holde den fast med bådshagen, men tabte bådshagen. Han sprang i vandet med tøj og kasket på for at redde bådshagen. Mette ville kaste den anden bådshage over til mig, så jeg kunne forsøge at få fat på bøjen, men hun kastede for langt og også denne bådshage røg i vandet. Nu skulle Per have fat i to bådshager og en kasket. Det lykkedes. Og nu han allerede var våd fik han fortøjningslinen og dykkede ned og bandt os fast til snoren under bøjen. Dagen efter måtte han i vandet igen for at binde os fri af bøjen. Vi tog videre til en ankerbugt, hvor der godt nok var ret dybt, men vi lå i ro og fred for opsynsmænd.
Vi nåede også at prøve en rigtig god ankerbøje lige uden for Fare. Det var en rar lille by med et meget velassorteret supermarked og på havnefronten en hyggelig lille bar. Nu er vi på vej til Bora Bora. Her skal man reservere bøjeplads på forhånd, da det er forbudt at bruge eget anker indenfor revet, så må vi se hvordan bøjesituationen er på den ø.
Mere om dette i næste afsnit.
Knus Kirsten.
Peter Meldahl Pedersen skriver
Hej alle,
Det lyder som om I er i Kroatien i Adriaterhavet – der kan man risikere at skulle betale for blot at sejle. Så vidt er det heldigvis endnu ikke kommet i Sverige.
Hvordan går det med swell, når I opankrer ? De gange jeg har oplevet det, blev det ikke til mange timers søvn.
Det er nogle flotte fotos, I sender. Sådan forestiller jeg mig Sydhavet. Nu mangler der bare bastskørter og menneskeædere,
Fortsat god tur
Peter
Jeppe skriver
Når man bliver vandt til at sove i bølger og dønninger under flere ugers kontinuert sejlads, hvor en et-skrogsbåd nærmest kan gå i selvsving, så er swell eller dønninger på ankerpladsen normalt ikke et problem. Men nu ved Niue ligger vi så i en åben bugt helt ud til Stillehavets dønninger og det går ok fordi der er 11 sekunder imellem toppene. Det er nok mere vindgenerede små bølger med kort periode der kan være et problem. Vi lever med det der er. Når vi ryger ud af køjen, så må der gøres noget