Kære alle.
Så blev salgsaftalen verificeret af advokat og vi kan begynde at få skrevet RhumbRunner ud af det danske skibsregister. Vi kan komme videre og tænke på fremtiden. Vi flyttede ud af båden for to dage siden.
Advokaten kunne først mødes med os i dag og vi har boet på hotel i ventetiden. Jeg kan se, at Jeppes skuldre er faldet flere tommer ned. Der er mange ting at holde ved lige i en stor båd og det er skønt, at en anden nu kan tage over. Vi hører ofte at langturssejlads er bådreparationer eksotiske steder og dette kan vi kun være enige i. At sælge båd er en proces. For os gik det forholdsvis hurtigt. Først skulle køber se på båden. Vi havde et par dage til at gøre rent og rydde op, så der blev knoklet i varmen. Rie og Gøran tog deres del af slæbet. Køber havde en lang liste af dele, der skulle fotograferes, og Jeppe måtte op i først stormasten og bagefter mesanmasten. Det tog to dage at gennemfotografere båden og få en surveyor (Bill Rouse) til at se på billederne. Han var tilfreds.
Så skulle en lokal surveyor (John) se på båden, han havde først tid 4 dage efter. Nu kunne vi tage en sejltur Langkawi rundt med Rie og Gøran. Jeppe forsøgte at rense skruen til watermakeren, der var blevet utæt. Her skete det, der ikke måtte ske, skruen gik i stykker. Jeppe fandt heldigvis en mand, der istandsætter både, en franskmand i øvrigt. Han kendte vores watermaker og kunne bestille de dele, der skulle repareres. Dette måtte vi selvfølgelig meddele køber. Han accepterede, blot vi betalte. Den lokale surveyor kom og checkede båden og var tilsyneladende tilfreds. Dagen efter skulle båden op, og køber havde bestilt optagning i en havn (Rebak Marina) 20 sm væk. Køber og frue sejlede med os til den anden havn.
Bådens bund så fantastisk flot ud, næsten ingen begroning (vi fik den malet i Fiji, for et halvt år siden). Surveyor mødte os på kajen og gik igang med at banke på bunden for at høre om den var delamineret (hvilket den tilsyneladende ikke var). Derefter brugte han et elektrisk apparat, der angiveligt skulle vise om der var vand i skroget. Her fik vi noget af et shock, for det mente han, at der var. Vi har aldrig set tegn på osmose. Da Jeppe gik ham på klingen, viste det sig, at en fejlkilde til hans måling kunne være metal som lå op ad skroget. Jeppe har ca et halvt tons metalværktøj liggende i bunden af båden, så den måling kunne i hvert fald ikke bruges til noget. Stemningen var dog på nulpunktet, da vi kom tilbage fra en prøvesejlads. Ydermere skete der det, at køber springer i land for at hjælpe med tillægningen, men han forfejler sit spring og lander i vandet. Der står han så drivvåd med en ligeså våd i- phone. Vi kan ikke gøre så meget andet end at sige farvel. Da vi sejler tilbage tænker Jeppe og jeg, at chancen for, at han køber er 40%. Han ringer dog allerede efter et par timer og siger, at han gerne vil købe. Py ha. Nu skulle køber så overføre penge til vores konto. Gad vide om hans i-phone kunne klare det? Det viste sig køber havde en familytrust, som skulle betale. Det ville tage et par uger måske 4!! Det kunne vi jo ikke vente på. Han forstod, at det var nu, han skulle handle og fik et personligt lån og kunne således overføre pengene i løbet af et par dage. I-phonen havde heldigvis overlevet. Py ha igen. Vi ved, at han har gjort et godt køb og fået en masse ekstra udstyr (bl.a. ca et halvt ton metalværktøj). Båden er i gode hænder og bliver her i Langkawi. Han vil gerne kalde hende Sahiba. Jeppe har 100 færre bekymringer og er begyndt at skabe sig nogle nye bl.a LinkedIn. Hvordan bruger man dette skønne produkt? Han er allerede begyndt at tænke job. Holder den mand dog aldrig fri.
Knus fra Kirsten
Peter Meldahl Pedersen skriver
Kære Kirsten og Jeppe,
Hvilket eventyr I har oplevet – fantastisk!
Jeg glæder mig til at gense Jeppe på tennisbanen
Godt gået!!
Peter
Anne Mette Tørsleff Larsen skriver
Kære X-Runners
Tak for dejlig beretninger og billeder, det har næsten været, som om vi var der selv ,(når nu Espresso ikke vil så langt hjemmefra ⛵⛵) -dog ikke når vi kigger ud på det blæsende kolde regnvejr her 2 dage før nytårsaften nyd den sidste varme tid.
Jeg har et lille anneks med 5 meter til toilet og heldigvis ikke havkig ved Sejerøbugten kan anvendes indtil august ??
Vi glæder os til at se jer igen, og ønsker jer et godt og spændende nytår
Kærlige hilsener Torben og Anne Mette