13. Rejsebrev – Så blev det jul på Curacao.

Kære alle.
Til lyden af caribiske rytmer fra turistbåde, der turer rundt i farvandet omkring Curacao prøver jeg at finde min indre julenisse frem. Vi ligger nu i Spanish Waters en stor smuk indsø. Her er flotte villaer langs kysten og masser af grønt. En masse både ligger for anker, hvilket vi også gør. Der er tre lystbådehavne, dykker center, restauranter, diesel og affaldsopsamling, hvad kan man ønske sig mere? Jo vaskeri og bad, det må vi klare på båden.

I hovedstaden Willemstad skal man indklarere. Først immigration så toldmyndigheder og endelig havnemyndigheder for at betale gildet. Det tager 40 minutter med bus fra Spanish Waters til Willemstad. Bussen går 1-2 gange i timen. Jeppe og jeg drog afsted så snart vi havde fået ankret op om formiddagen. Jeppe havde haft en lang nat med navigation ind til øen, så han var lidt groggy og derfor glad for at jeg tog med ham. Normalt klarer han som skibets kaptajn indklareringen selv. Vi havde endnu ikke købt internetforbindelse og viste derfor ikke præcist hvor de enkelte kontorer lå. Et par venlige amerikanere forklarede at det ene kontor var på den ene side af floden og det andet på den anden side. Broforbindelsen var til biler og derfor anbefalede de, at man tog en bus over floden. Vi ankom til busstationen i Willemstad og spurgte efter immigration hos businfo. Vi blev henvist til bus 2A til Punda Hata. Det ved I nok ikke hvor ligger- det viste vi heller ikke. Efter 35 minutters buskørsel fandt vi ud af at det var lufthavnen, der ligger et godt stykke uden for byen. Nå vi hoppede af, mødte et par skolebørn som skulle tilbage til byen, vi kunne da bare køre med dem. Der kom straks en af de små privat busser der kører temmelig råddent ( vi kender dem fra Barbados ). Vi overlevede turen tilbage til city og heldigvis landede vi på den rigtige side af floden. Nu skulle vi bare finde kontoret og nå det indenfor åbningstid. Vi spurgte folk på gaden, men de vidste ikke, hvad vi mente, men henviste til customs ( på den anden side af floden). Vi fandt dog en indgang der lignede noget, men den var desværre lukket. En venlig dame i reseptionen på et hotel ringede og spurgte customs hvor immigration var, og kunne derefter forklare os, at vi bare skulle hen til den indgang vi tidligere havde fundet lukket. Nå, os tilbage, fortsat lukket. Desperationen nærmede sig. Vi mosede ind i tilfældigt shippingfirma, der lå ved siden af og spurgte der. Vi fik straks udleveret et kort som kunne vise os vejen til den rigtige indgang! Det havde de vist prøvet før. En længere tur op gennem byen under den store bilbro og endelig var vi der. Nu var klokken blevet 3om eftermiddagen og Jeppe nærmede sig zombiestadiet. Den venlige dame hos immigration tog imod vores pas og spurgte derefter hvor den øvrige besætning var!!! Den havde vi ikke set komme. “Jamen vi har en baby ombord og ligger helt ude ved Spanish Waters”. Ingen kære mor. “Vi har åbent til kl 21”. Det kunne vi umuligt nå. Vi fik respit til kl 11 næste formiddag. Slukørede fandt Jeppe og jeg vores vej tilbage og gik til køjs efter Cindys dejlige aftensmad. Det ville immervæk være nemmere, hvis der havde været en lystbådehavn i Willemstad.

Dagen efter kl 8 om morgenen drog vi afsted alle 6 til immigration i taxa. En ny venlig dame tog imod. Denne gang skulle vi aflevere fødselsattest på både Mette og Jonathan, de ville måske sikre sig, at de små ikke var kidnappet. Det er ca 16 år siden jeg har set Mettes fødselsattest og aner ikke hvor den er! Vi fik en løftet pegefinger og blev indklareret, py ha. Willemstad er en køn by som har et look af Amsterdam ved havnefronten. Velforsynede butikker og caféer. Det er noget mere velhavende end både Barbados og Sct Vincent og Grenadinerne.

Vi havde nogle fine dage med snorkling ved Tobago Cays, Mayreau og Union Island. Steffen fik set en haj og skildpadder svømmede rundt om båden. Tobago Cays ligger afskærmet af et undersøisk rev ud mod Atlanterhavet og vandet er helt roligt turkisfarvet mod det hvide sand, der lå mindst 100 både for anker. Vi havde lidt svært ved at finde plads og kom vist til at genere en anden båd, der lidt efter flyttede sig nogle meter. Senere ved en bugt på Mayreau var det os der følte os generet af en fransk båd der lagde sig helt tæt på og vi valgte så at flytte til en anden bugt, hvor der heldigvis var god plads. Jo der er kommet gang i turismen igen efter corona. 
Turen fra Union Island til Curacao tog 3 dage og var noget af en prøvelse for Stef og Cindy. Jonathan viste sig at være noget mere søstærk end forældrene og var i hopla på hele turen. Jeg tror de er godt tilfreds med at stå af her på Curacao og flyve hjem herfra, mens Mette, Jeppe og jeg fortsætter til Panama. Vi holder jul her og er spændt på hvad The Pier kan byde på af lækkerier juleaften. Nytårs aften kan vi forhåbentlig fejre i Panama.

De kærligste julehilsner

Kirsten