30. Rejsebrev – Farvel Fiji og på farten igen

Kære alle
Så er vi på farten igen. Vi har været i Fiji i lidt over en måned. Vi startede på østsiden i byen Levuka hvor vi indklarerede. Vi sejlede nord om Viti Levu og lå i flere ankerbugter på nordsiden. En dag tog vi gummibåden ind til land. En lille ø befolket af ex pats. Vi faldt i snak med en ældre dame Anne, som inviterede på kaffe. Hun havde nogle konspirationsideer om hvorfor covid startede, hun troede ikke på vaccinen og havde i det hele taget ingen tiltro til lægevidenskaben. Hun havde et trykkammer til behandling af diverse lidelser og en maskine som hjalp huden til at ånde. Hun mente bestem at man kan lære at trække vejret gennem huden og at det ville bringe sundhed. På øen var der et større resort som stod og forfaldt, det har ikke kunne overleve tre år uden turister. Der voksede papaja og citrontræer, så Mette forsynede os med frugter. 
Senere besøgte vi Yasawaøerne som jeg tidligere har skrevet om. 

I Vuda Marina fik med en dags forsinkelse båden op. Vi fik nogle til at vandslibe og bundmale. Jeppe ordnede motor og Per polerede bagenden af båden meget grundigt. Vi havde kun en stige til rådighed så der var grænser for hvor meget vi kunne nå at polere på fribordet. Jeg fik ordnet dækket af båden. Mens båden var på land havde vi leget en lille hytte på havnen, hvor vi kunne sove og bade. 
Vi fik også lejlighed til at tage et par ture ind i landet. Bl.a. parken sleeping Giant hvor vi prøvede ziplining og besøg til vandfald. Det var sjovt at zipline og en spændende tur gennem skoven til vandfaldet hvor en guide fortalte om alle planterne og livet i det hele taget. Vi havde leget bil en dag for at køre op i bjergene til en landsby med gamle huse. Desværre stemte Google Maps ikke overens med virkeligheden og vi endte ved en flod hvor der var et vadested. Det vovede vi dog ikke at passere. Vejen derop var vældig dårlig, lavet af grus og store sten. På de stejle stede var der lagt beton ud i to hjulspor. Vi så ingen andre biler, men folk til hest. På turen derop så vi andre landsbyer og huse lavet af bølgeblik. Vi kørte i timer med 20km/time. Per som kørte hele vejen havde ben af gelé bagefter. 

Tine og Lars kom d 8/7 og havde en ny motor med til indrulning af storsejlet og reservedele til selvstyreren. Efter Jeppe havde repareret tingene tog vi ud til Malolo Island et par dage hvor vi snorklede. 
D. 15 skulle Per og Mette med fly hjem, så vi tog tilbage til Vuda Marina. Nu gjaldt for Mette om af pakket taskerne så godt som muligt, et helt års forbrug af tøj, perler, malergrej skulle med hjem. Per havde arrangeret cykeltur i Singapore hvor de mellemlandede. Vi har nu på satellittelefonen set at hun er kommet godt hjem og festligt modtaget af sine søskende og veninder i lufthavnen.  Ingen tvivl om at hun har været savnet. 

Vi andre har nu igen fyldt op med dåsemad, kød, toiletpapir, frugt og grønt. Kaffe og bacon kunne vi ikke finde i de indiske supermarkeder i Lautoka. Til gengæld er der et stort flot grønsags og frugt marked. Vi fik supermarkedet til at køre varerne ud til havnen og det lykkedes at få alt stuvet væk. Jeg tror nok at Tine og Lars var overraskede over hvor meget mad, der skal når man køber ind for 2 måneder ad gangen. 

I går mandag d 17/7 kunne vi udklarere. Men inden vi lod trosserne gå blev vi overrasket af en sang. En stor gruppe personale fra havnen sang flerstemmigt akkompagneret af guitar. Meget festligt. Vejrudsigten havde lovet rigelig vind til at begynde med og let aftagende mod slutningen af overfarten til Vanuatu. Vinden kommer bagfra og lå det første døgn på 14-15 m/s. Nu lidt mindre. Jeg har gennem en uge været i daglig kontakt med havnemyndighederne i Vanuatu for at få lov at indklarere i Port Resolution på øen Tanna. Endelig i dag har vi fået besked om at er i orden. Det skulle være muligt at se en aktiv vulkan på denne ø. Mere om det senere. 
Knus Kirsten 
Ps. Jeg håber det godt går med Jakob og hans brækkede ben.