31. Rejsebrev – Vanuatu

Kære alle.
Jeg skal love for at vi har fået en på opleveren her i Vanuatu. Men først vil jeg præsentere besætningen. Vi har fået en fantastisk madanmelder ombord, hans billeder siger alt. Jeg vidste ikke at en klæg squashkage kunne få tænderne til at løbe i vand, og at fem agurkeskiver kunne se ud som om det var det lækreste af alt. Ja selv Ries snapfotos af øl og sildemad blegner ved siden af. Tine kan sætte skipper på plads, når han løber ud af sikkerhedstangenten, siger hun blot “ gå ned og sov”. Og han gør det!! Jeg tror aldrig Jeppe har sovet så godt som efter Tine er kommet ombord.

Skibslægen har sat alle på forebyggende malariamedicin, hvilket nok er en af de dummeste beslutninger hun endnu har taget. Vi har endnu ikke set en eneste myg, men nu fortsætter vi indtil vi har forladt stedet, man kan jo aldrig vide om myggene har gemt sig på den næste ø. Vanuatu har vist sig at være rig på spændende oplevelser. Jeg nævner fra en ende af varme kilder, hullede jordveje, aktiv vulkan, festligheder i anledning af independence day med sang, trommer på hule træstammer og stammedans, illustration af sandtegning, fine små landsbyer med et væld af frugter, snorkling på koral og havskildpadder. Her i øriget går man ikke så højt op i at turisten skal komme med gaver til høvdingen, men på Tanna den sydligste af øerne ville de gerne have nogle gaver og ikke mindst diesel. De har været hårdt ramt af to orkaner her i foråret. Der er enkelte huse bygget af beton F.eks. skolen, som de søger ly i når det stormer. De fleste huse er bygget af strå og blæser væk. Til gengæld er de hurtigt bygget op igen og er noget kønnere end de blikskure de bor i på Fiji. Vejene er dog meget værre end på Fiji. Blot jordveje lavet som to hjulspor. Kun 4 hjulstrækkere kan køre her. Jeppe fik lov at prøve dette flere gange. 1. gang var ved ankomsten. På trods af permission kom customs ikke ud til port Resolution (den lille ankerbugt vi havde anmodet om at indklarere i). Jeppe og 4 andre yachties (sejlere) måtte ind til Lenakel, en totimers hoppetur på små jordveje. Stanley som er myndighedernes talsperson i port Resolution var med. Da de på halvvejen mødte immigrations som var på vej ud til port Resolution blev Stanley vred. Immigrations ville dog ikke vende om og kørte derfor forgæves til port Resolution!! Det må være ø- logik. Jeppe og de andre fik derfor kun halvvejs indklareret i Lenakel. Resten måtte vi klare i Port Vila, som er hovedstaden.

Mens Jeppe var på tur til Lenakel fik vi andre forevist de varme kilder som siver ud af den store vulkans vægge. Ron vores guide prøvede at koge maniok i en af kilderne. Dagen efter fik Stanley arrangeret en tur til vulkankraterne. Vi var 18 yachties. Vi betalte med vatu og diesel. Desværre kunne de kun mønstre en enkelt pickup, hvor vi kunne være 11 mennesker. To på passagersædet og resten måtte sidde på ladet klamrende sig fast til nogle bøjler. Den stakkels chauffør måtte køre 45 min frem og tilbage til vulkanen to gange. Da vi alle var kommet til vulkanen ville vulkanguiden have ekstra betaling for at fragte de sidste 7 op på vulkanen, ellers skulle vores chauffør også køre to gange op og ned på den strækning. Det endte med at vores chauffør betalte et mindre beløb for at slippe for den tørn. Nå op kom vi og kunne stå på kanten af det vældige krater. Det gibbede noget i os når den bløppede dvs sendte stumper af lava et stykke op i luften. Ellers var det mest røg og aske. Heldigvis kunne vi stå i vindsiden så vi ikke indåndede alt for meget vulkanstøv. Et kinesisk par var iklædt hele udstyret med regnfrakke, sikkerhedshjelm, briller og gasmaske. Vi andre brugte tørklæde og de facemasks vi kender så godt. Nå, mens de stod og fotograferede hinanden tilbød Brenda (en af sejlerne) at tage et billede af dem samme. Da de stod der og poserede kunne jeg lade være med at sige “smile”, hvorefter de var ved at knække sammen af grin. 
Dagen efter tog vi videre til Port Vila. Jeppes dieseldunk var rejst ind til Lenakel i en af pickupperne, hvilket var en strej i regningen. Tengah tilbød heldigvis at tage den med, de ville først sejle til Port Vila to dage senere.

I Port Vila var der fest i anledning af at det er 43 år siden Vanuatu fik deres selvstændighed fra Frankrig og England. De blev vist aldrig enige om, hvem der havde overmyndigheden, så de taler både engelsk, fransk og en blanding kaldet bislama. Der skulle festes hele ugen og den franske præsident kom på besøg en af dagene. Der var vi dog taget videre. Vi ville videre til nogle af de smukke ankerbugter. I Havana Bay mødtes vi med Leviathan, som for en stund er hoppet fra ARC’en. ARC’en er sejlet videre til Australien, men der kan Leviathan ikke få indrejsetilladelse, da de har to hunde ombord. De vil derfor ligesom vi tage til Port Moresby på Papua Ny Guinea. Leviathan kender vi helt fra Marquesas, meget flinke folk fra Michigan. Fruen laver en fantastisk papajasalat med chili, hvidløg og ingefær. Husk papajaen skal være grøn og umoden.

Dagen efter gik turen til Laman Bay. Her lå den hidtil flotteste landsby vi endnu har set. Alt var fejet og rent. Foran nogle af husene perlegrus som derhjemme, selv hække havde de. Mange af husenes flettede vægge var malet i flotte farver. Der var frugttræer som bugnede af grapefrugt og papaja.

Vi mødte meget venlige mennesker som gav os lov til at gå rundt og kigge og tilbød bananer og kål. Vi spiste hos Bennys bungalow og restaurant (man aftaler dagen i forvejen). Benny er en virksom kvinde som står for det ugentlige grøntsagsmarked. Hun fastsætter priserne mm. Hun tilbød at lave mad til os kl 12 sharp dagen efter. Hele landsbyen skulle til independencefest i nabolandsbyen og det ville hun gerne deltage i. Vi spiste skøn kylling med ris og grønt og banantærte til dessert. Kl 13 var vi færdige så hun kunne komme afsted. Hun afslog dog vores halvhjertede tilbud om at tage opvasken. I bugten har vi set havskildpadder græsse og snorklet på et noget beskadiget koralrev. Det var dog stadig levende koraller. Vi så desværre ikke dugong, som er et pattedyr som ligner en blanding mellem søløve og en flodhest. I skrivende stund er vi på vej til Maskelyne Island, hvor der skulle være vældig flot at snorkle. 
Kærlig hilsen Kirsten