26. Rejsebrev – Bora Bora til Niue

Kære alle.
Bora Bora er en ikonisk ø med højt grønklædt bjerg i midten omkranset af et koralrev dækket af turkisfarvet vand grundet den hvide bund af koralsand. Lige så smuk som turistbrochurerne beskriver. Vi lå ved en bøje indenfor revet. Her blev hajer og rokker fodret ligesom på Moorea og turister og andet godtfolk flokkedes omkring dem. Enkelte steder var der koralvækster, hvor vi kunne nyde de farvestrålende fisk, og sandelig om ikke Per fandt en blæksprutte, som skjulte sig under nogle sten og havde samme farve som stenene. Men vi så den da vovede sig ud af sin hule. Ellers fik vi købt ind og sendt fødselsdagskort. Jeg håber, det er nået frem til Mikkels fødselsdag, ellers ønskes du til lykke ved denne lejlighed. Vi fik sendt Merete af sted med flyver til Tahiti og sejlede straks efter videre mod Niue.

De stabile sydøst passatvinde, som prægede sejladsen fra Galapagos til Marquesas, har vi ikke oplevet her i den vestlige del af Fransk Polynesien. Her er vejret bestemt af lavtryk, der dannes ved New Zealand og bevæger sig øst over. Det danner ind imellem nogle kraftige sydlige vinde, som er uforudsigelige. Det fik vi at mærke på vores tur til Niue. Efter et par dage med omskifteligt vejr med regn og temmelig lette vinde fik vi en ordentlig rusker. Den kom en tidlig morgen mens det var mørkt. Vinden var ganske rolig 4 m/s men skiftede retning. Jeppe og jeg fik travlt med at sætte genuaen i den anden side og fik også trukket den helt ud, hvorefter det pludselig blæste op til 16-20m/s. Genuaen blev trukket ind med det samme og vi susede afsted for storsejl alene i nordlig retning for ikke at få de store brækkende bølger imod. Storsejlet kunne vi ikke rebe, da maskinen, der ruller sejlet ind og ud af masten, var gået i stykker dagen før. Heldigvis havde vi sat et enkelt reb i sejlet, så det var ikke helt så stort som det kunne have været.

Efter et par timers sejlads med vinden kom Jeppe med den nedslående bemærkning, at vi var nødt til at sejle gennem blæsevejret ellers kunne det være fortsat et døgn med disse vindstyrker. I stedet styrede Per og Jeppe nu mere imod bølgerne. Det rystede og knagede i båden og jeg frygtede hvert øjeblik, at den kunne brække midt over. Jeppe forsikrede dog at det blot var lidt hård vind og at båden sagtens kunne klare det. Selvstyreren kom på hårdt arbejde, men den klarede det også. Vi fik vand ind over båden og i cockpittet og gik hele tiden med våde saltvandsfedtede tæer. Hen på eftermiddagen nåede vi dog igennem uvejret.

Resten af sejlturen til Niue gik fint og efter 8 døgn på søen ligger vi nu i en noget urolig ankerbugt her ved Alofi, som den lille by på Niue hedder. Niue er en atol som pgr landhævninger igen er kommet op over havets overflade. Den rejser sig med stejle skrænter men er i øvrigt helt flad. For at komme i land er man nødt til at hejse gummibåden op på en betonkaj med en lille kran. Det er noget af en hoppetur at komme fra gummibåden over til stigen, der fører op til kajen. Vi har dog prøvet at styre en mastekran før og fik uden det store besvær gummibåden på land og op i en vogn og derefter trillede vi den hen til parkering for gummibåde. Efter vi fik indklareret og kigget lidt på lokaliteterne, kom vi forbi Makfurleys burger og tænderne løb i vand. Vi havde dog ingen New Zealandske dollars, men US dollars kunne også bruges. Saftige lækre grillede burgers med papaja, bøffer og andet godt blev sat til livs. Kokken fortalte stolt om sin have og viste os billeder. Da vi gik blev vi begavet med to store papaja. 

The command-or (Keith), som har ansvaret for ankerbøjerne, har advaret os mod høje dønninger og pålandsvind de nærmeste dage. Han forsøgte at få immigrations til at komme og udklarere de 5 sejlbåde, der ligger her i bugten, således at vi kunne daffe af, hvis dønningerne skulle blive for høje. Det er direkte farligt at ligge her i bugten ved stærk pålandsvind og desuden umuligt at komme i land på den høje betonkaj ved høje dønninger. Keith fik arrangeret, at vi kunne udklarere kl 16 lørdag eftermiddag. 13 mand stod således klar foran kontoret det aftalte tidspunkt. Desværre kom de ikke. Vi kan først udklarere mandag. Set i lyset af de store problemer vi kan få næste sted (Tonga), hvis ikke vi udklarerer korrekt, er det utrolig ufleksibelt af myndighederne ikke at hjælpe i denne situation. Foreløbig forholder vejr og bølger sig roligt, så vi krydser fingre for, at det holder sig til i morgen.

Som kompensation for misforståelsen mellem ham og myndighederne har Keith og hans kone Sue i dag kørt os alle 13 rundt på øen i to store biler. Vi har set vanderoderede huler med stalagmitter og stalakitter, pools man kunne snorkle i, vi så hvorledes befolkningen begraver deres døde i grave foran husene, små marker med taro rødder og andre afgrøder. Han fortalte en masse og var på alle måder alle tiders guide. 

I går blev der afholdt en sang/danse konkurrence mellem øens forskellige befolkningsgrupper. Her bor folk fra Cook Island, Fiji, Philippinerne, Papua Ny Guinea, Tonga, Kina, Canada og USA. Bl a var et par Canadiske missionære på scenen for at synge. Det var sjovt at se, hvordan man klædte sig efter gammel stil med palmeblade omkring livet, store tørklæder, flotte smykker. Der blev danset trommedans, vrikket med popoen, sunget og spillet. Det var et arrangement for de lokale og af de lokale. Alle var glade amatører. Vi følte os alligevel meget velkomne. Et par af sejlerne var endda også på scenen for at synge. Vi har således fået rigtig meget ud af de få dage, vi har været her på øen. 
Endelig var det skønt her til morgen lokal tid at få snakket med far på en noget usikker Skype linje. Godt at høre at du har nydt turen til Bisserup, selvom bentøjet ikke rigtig vil mere. Jeg er også glad for, at du bliver orienteret om Facebookopdateringer, når familien kommer på besøg. 
De kærligste hilsner Kirsten og resten af besætningen på RR