35. Rejsebrev – Indonesien på ottende sydlig bredde

Kære alle.
Indonesien lugter af bål. I hvert fald når man kommer sejlende hertil. Vi har nu ligget i en del ankerbugter, og når vinden vender til den natlige landbrise, bliver vi mødt af en kraftig usund lugt af bål, som fortsætter til næste morgen. Hvad mon man brænder af? Affald er her nok af både på land og i vandet. Vi oplever Indonesien fra vandsiden. Et meget smukt syn af øer i disen med høje vulkaner. Vi har set vulkaner i udbrud med lava, der lyser rødt eller blot en røgsøjle. Vi forlod Kupang så snart vi var indklareret. Vores mand (Mathew) i Kupang fulgte os til customs og arrangerede besøg af et par toldere, samt immigrations og quarantine. Det tog to dage og var uproblematisk. Pyha. Man er altid lidt spændt på, hvad myndighederne kræver. Kupang viste sig at være en by fuld af folk på motorcykel, en masse små markeder med frugt og grønt, katedral og moske, lige som man forestiller sig en indonesisk storby. Havn var der ikke trods en stor fiskerflåde. Alle fiskerne ligger for anker. Ved en stor pier kan større skibe lægge til.

Vores buddyboat (Cetacea med Gail og Tony) indklarerede samtidig med os. Vi fulgtes ad til byen Ende på Flores. En lidt mindre storby med motorcykler, markeder og en masse affald. Også her lå vi for anker. Vi måtte op på stranden med vores gummibåd for at komme i land. Her skete det, der ikke måtte ske. Der var dybt helt ind til strandkanten og jeg trimlede omkuld, da jeg skulle ud af gummibåden. Min taske med telefon kom kortvarigt i vandet. Pyha, telefonen var tør, da jeg kom op igen. Og dog, efter en dag gik telefonen død!!

Gail havde arrangeret en tur til nationalpark og to landsbyer på Flores. Nationalparken bød på tre flotte søer med hver sin farve og et arboret. Vi mødte en masse indonesere på lørdagstur og flere gange måtte vi stille op til selfiefotografering. Vi var vist en lige så stor attraktion som søerne.

I den ene landsby boede Mama Maria, en karismatisk kvinde, der brændte for stedets traditioner og kunne fortælle om, hvordan høvdingens førstefødte drengebarn skulle igennem forskellige ceremonier for at afgøre om han var tilstrækkeligt begavet til at kunne overtage embedet fra sin far. Bl.a. skulle han som helt spæd hænges op i en kurv under taget i ceremonihuset, hvis han græd, var det godt, hvis ikke skulle han testes med et stykke rå hjerte fra en hane, hvis han spyttede ud var det godt. Endelig skulle han bæres i armene af shamanen rundt om et træ tre gange og bankes i panden med en banan. Hvis ikke han vrælede, var han for dum. Det var hændt to gange i Mama Marias tid, at barnet blev erklæret dum. Hun var altså virkelig morsom og ikke spor selvhøjtidelig. Hun fik nogle gode donationer til hendes skoleprojekt. I Indonesien skal familierne selv betale skolegang, og det er kke alle, der kan dette. Så er det godt, at der findes nogle som Mama Maria. Den næste landsby havde ud over ceremonihuset også andre 14 huse bygget i gammel stil. Kun tre af husene var beboede. Her fortalte en ældre herre om stedet traditioner. Bl a var der en ovn, hvor tidligere brændte de døde. Benrester, som blev tilbage efter “kremeringen”, blev lagt i en hytte midt i byen. De gamle huse var dog brændt ned i 2012, men bygget op igen efter gammel stil. Tagene er meget høje og tækket med en slags palmeblade. Der er ingen vinduer og kun en enkelt dør i huset. Ved siden af døren er der udskåret et par bryster, nogle tilhørende ung kvinde, andre har tydeligvis haft en ældre kvinde som model.

Det indre landskab af Flores er meget frugtbart og der ses mange rismarker. Næste stop var øen Rinca, hvor de berømte komodovaraner bor i stort tal. Her ligger en rangerstation, hvor der arrangeres guidede ture. Vores guide var en ganske ung, men modig mand, som udstyrede sig med en tvedelt pind og uforfærdet guidede os rundt i landskabet. Han fortalte, at der er ca 1400 varaner og tallet er stabilt, da varanerne æder hinanden, hvis der bliver for mange. Moderen lægger æg i en rede og passer på reden i flere måneder. Når æggene klækker, skal ungerne til gengæld skynde sig op i det nærmeste træ for ikke at blive ædt af moderen. Mennesker står ikke højt på listen af byttedyr, men lugter de blod, skal man ikke vide sig for sikker.

Vi bevæger os stille og roligt vestover mod Bali. Om natten ligger vi en ankerbugt, om dagen sejler vi for meget let vind fra forskellige retninger. Der er ikke rigtig nogen fast vindretning på denne årstid, hvor sæsonen skifter fra SØmonsun til NVmonsun. I nogle ankerbugter findes koraler, som vi kan snorkle på. De ser sunde og flotte ud med masser af fisk. Det er skønt at hoppe en tur i vandet efter en varm sejltur. Vi er ved at være i bund med friske madvare, da vi ikke har købt noget siden vores tur på Flores. Vi lå ved en fiskerlandsby (Kananga) på øen Sumbawa, men her var der kun et par snackkiosker. Kvinderne havde travlt med at filettere fisk på stranden og lægge dem til tørre på store tæpper. Der går nok nogle dage endnu uden mulighed for indkøb.
Kærlig hilsen Kirsten