32. Rejsebrev – Papua Ny Guinea

Kære alle.
Vi har nu forladt grønne Vanuatu. Vi clearede ud i går, købte mad, diesel og gas. Holdt en lille middag for Yon og Eric (Leviathan), som vi følges med på passagen til Papua Ny Guinea. 
Vanuatu har budt på mange gode oplevelser. Vi har besøgt landsbyer, hvor folk er glade og taknemmelige for at få en fodbold og et par læsebriller. Fiskeline og gammelt tovværk er også i høj kurs. Selvom folk er fattige holder de huse, haver og området de bebor vældig pænt. Der er åbenbart overskud til at male og lave fletværk. Det ser man ikke så mange andre steder herude på stillehavsøerne, hvor husene ofte er bygget af bølgeblik. Vi har oplevet megen skønhed her i Stillehavet og har diskuteret, hvad vi hver især mener er smukkest. Det klare dybe turkisblå vand. De grønne kyster med dramatiske bjerge. Alle steder har vi følt os velkomne af lokalbefolkningen. Vi kommer nu ikke til at savne myggene i Luganville!

Når andre yachties spørger, hvor vi agter at tage hen ryster de på hovedet af os, når vi siger Papua Ny Guinea. Der er megen kriminalitet og sejlere er blevet overfaldet i deres både. Port Moresby er hovedstaden, og vi har tænkt, at vi skal ligge i marinaen der, indtil Lars har fået en flyver hjem. Papua Ny Guinea har tidligere været koloni delt af England og Tyskland. Efter 1. verdenskrig blev styret overtaget af Australien. Landet har været selvstændigt siden 1975. Styret er korrupt og befolkningen er meget fattig. Der er stor arbejdsløshed og lave lønninger. Landet er rigt på naturressourcer og vandressourcer. I hovedstaden findes store flotte bygninger som bebos af mennesker udefra bl a  Australien og Kina. Der er kæmpestor forskel på rig og fattig. 

Den sidste del af Stillehavet er præget af mere ustabilt vejr. Vi oplever kraftig vind og høje korte bølger fra forskellig retning de første dage. Det giver en del søsyge og ubehag. Det er især ubehageligt at lave mad. En nat hvor vi har spilet genuaen ud på stage, rammer stagen vandet og brækker af. Meget ærgerligt. Det giver en god stabil sejlads at have genuaen spilet ud. Nu må vi rulle endnu mere. Vind og bølger aftager og sejladsen bliver fin de sidste dage. Vi ankommer i dagslys til revpassagen ind til Porr Moresby. Det er igen blæst op og der er megen strøm, men Jeppe klarer passagen fint.

Det er et storslået syn, der møder os ved Port Moresby. Flotte højhuse bygget op ad de stejle skrænter vidner om, at der er penge i dette land. I byens vestlige udkant er der en hel bydel bygget på pæle. Kontrasten er stor. Vi skal ankre ud for marinaen, indtil vi er clearet ind. Vi kommunikerer med marinaen, som vil give customs besked. Dagen efter kommer customs i dinghy. En høflig mand ønsker at inspicere skibet. Foreløbig den grundigste inspektion vi har været ude for. De fandt ingen våben. I havnen blev vi mødt af karantæne folk og immigration. Herefter måtte vi færdes frit. Frit kan man desværre ikke færdes i dette land. Selv turistbrochuren som berømmer stedets kultur og naturskønhed i høje toner anbefaler på sidste side, at man tager direkte til hotellet og ikke “stroller” rundt på egen hånd. Man skal forhøre sig i receptionen om det er sikkert at tage derhen, hvor man ønsker, og om man evt  skal have guide med. Vi møder en ældre herre, Brian, som bor på sin store motorbåd her i havnen. Han kom hertil som 19 årig i 1957 fra Australien. Han fortæller, at korruptionen i regeringen er blevet stærkt forværret de seneste år. Ligeledes er sikkerheden for hvide også forværret. Han påstår, at landet er det næst farligste land i verden, hvad angår personfarlig kriminalitet. Havnen er hegnet ind bag pigtråd. Der står vagter udenfor alle indgange til havnens område. Marinaen er en privat yachtclub med 3000 medlemmer, hvoraf de færreste har båd. De fleste bruger havnen som et fristed, hvor man kan løbe/gå en tur på 2,5 km ud af molerne, og i øvrigt mødes med andre ligesindede. Her er træningscenter, café, bar, restaurant stor legeplads til børn. Omkring beboelsesbygninger er der lignende hegn og vagter. Der er store indkøbscentre med supermarkeder og andre butikker. Også disse steder er beskyttet af vagter både udenfor og i hver enkelt butik. Ikke noget at sige til at dagligvarer er dobbelt så dyre her som hjemme. Brian kører os en tur til byens museum for kunst og kultur. Spiser med os både til frokost og om aftenen på en fin japansk restaurant. Vi handler ind i det nærmeste indkøbscenter og våger at gå derhen (10 min). Langs vejen sidder folk og faldbyder ting og sager, frugt. Tænderne røde af betelnød. 
Vi har ingen planer om et længere ophold og udnytter tiden til en grundig rengøring af båden indvendig og udvendig, tøjvask, reparation af tæring ved vandindtag til ac. Vores uheld med stagen kræver at Jeppe kommer en tur i masten for at tjekke eventuelle følgeskader. Lars har på sin løbetur på havnens område mødt en anden dansker, Christian Severin, som arbejder for Verdensbanken og er udstationeret her. Han har inviteret os til frokost i dag. Han må ikke have sin familie med hertil. Han er meget begrænset i sin færden, må ikke køre i taxa, men bliver transporteret rundt af et vagtselskab og kun til steder der er sikre. 

Lars har fået fremrykket sin afrejse og tager afsted i morgen. Herefter vil Tine, Jeppe og jeg foretage den videre rejse ind gennem Torres Strait, et af verdens mest befærdede farvande, til Darwin, Australien. 
De kærligste hilsner

Kirsten